Til borgerne i Bjernede

Så blev det oktober og sommeren er efterhånden kun et afbleget minde. En sommer hvor begrænsningerne har fyldt mere end mulighederne, pga. af den florerende Corona-situation.

Der er sikkert mange af jer der pga. af virus-situationen ikke har haft mulighed for at komme på den ferie, som I ellers havde set frem til. Det er selvfølgelig frustrerende. Når man så samtidig med at skulle holde sommerferie i sin baghave, skal finde sig i støv og støj lige uden for vinduerne og begrænsninger i de trafikale muligheder, så kan bægeret nemt flyde over. Det er min opfattelse at dette også er sket for nogle af jer borger i Bjernede og det har min fulde forståelse.

Jeg har selv oplevet at der blev kloakeret, der hvor jeg boede og det er et irritationsmoment, som kun tiden kan råde bod på.

Bjernedeprojektet har været på tegnebrættet igennem mange år og så vidt jeg har forstået har der været mange forskellige udmeldinger om hvornår projektet har skullet gennemføres. Selv har jeg måttet komme med to forskellige tidspunkter, som så endte med at blive et tredje.

I november 2016 skrev jeg ud til jer om at nu skulle vi til at gå i gang. Her var planen at projektet skulle gennem føres i 2017-2018. I starten af 2017 ændrede den daværende regering på de økonomiske vilkår, hvilket betød at jeg måtte udskyde projektet. Af uransagelige grunde fik jeg ikke orienteret jer direkte om denne udsættelse, så hvis der er nogle, der har fået den opfattelse at der bliver meldt en masse ud, men der er ikke noget der bliver til noget – så har det min fulde forståelse. Jeg har vedhæftet informationsskrivelsen fra 2016, hvoraf det også fremgår at det selvfølgelig ikke er uden gener at et så stort projekt bliver gennemført.

Tanken var at projektet skulle gennemføres i løbet af 2019-2020. Det skrev jeg ud til jer om i starten af april, hvor jeg genfremsendte skrivelsen fra 2016.

Vi havde afholdt licitation på rådgiverydelsen allerede i 2017, hvor det blev det rådgivende ingeniørfirma Nielsen & Risager A/S, fra Næstved, der løb med sejren. I mellemtiden blev firmaet solgt til Moe A/S, med samme adresse. Fra foråret 2019 begyndte Moe at udarbejde et projekt på baggrund af en masse forundersøgelser, der blev foretaget hen over sommeren og ind i efteråret. På et tidspunkt var vi så langt inde i 2019 at vi besluttede at udføre projektet i en etape i stedet for to. Vi skulle således gå i gang i foråret 2020 og kører igennem helt til afslutningen som vi forventede at kunne være inden udgangen af 2020.

I starten af 2020 havde vi et projekt klar og kunne sende det ud til en række forskellige entreprenører, som skulle prissætte projektet. Herefter udsendte vi skitser med de placeringer af stik og brønde på de enkelte ejendomme, som vores rådgiver ud fra de kendte forhold mente var fornuftige. Det var så meningen at I skulle melde tilbage, såfremt I havde et ønske om en anden placering.

Samtidig hermed indkaldte jeg i starten af marts til et borgermøde, hvor vi ville have præsenteret projektet, samt de involverede parter. Her var der også åbnet op for muligheden for at kunne drøfte hvilke tiltag der skulle foregå på den enkelte ejendom. Det var planen at mødet skulle foregå d. 19. marts.

Som I alle ved så gik det desværre sådan at Coronaen medførte et forsamlingsforbud, udmeldt af statsministeren d. 11. marts, hvor jeg som KOL-patient blev hjemsendt d. 12. Dette bevirkede at jeg så mig nødsaget til at aflyse borgermødet med skrivelse af 13. marts, som jeg selv puttede i jeres postkasser i løbet af weekenden den 14-15. marts.

Jeg ved at der var en del, som var frustreret over at borgermødet ikke blev gennemført, men situationen bevirkede at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre. Så var der nogle af jer der ønskede at projektet skulle udsættes indtil der kunne gennemføres et borgermøde, men der var min holdning at alle informationer var fremlagt og at jeg ville svare på alle de spørgsmål som den enkelte måtte have, så i tråd med udmeldingen fra myndighederne, om så vidt muligt at holde hånden under de erhvervsdrivende, ved ikke at aflyse forestående arbejder, men tværtimod at sætte så meget i gang, som muligt, så valgte jeg at vi gennemførte projektet som planlagt.

Jeg tror at hele dette forløb har givet anledning til mange frustrationer og et projekt af denne størrelsesorden kan ikke gennemføres uden at det giver anledning til irritationer. Heldigvis møder jeg også positive henvendelser og borgere, som stiller spørgsmål i god ro og orden.

Til alle jer, som føler jer frustreret over projektets fremdrift, udformning eller har andet som bidrager til frustrationen vil jeg gerne opfordre til at I henvender jer direkte til mig. Hverken borgmester eller forsyningens bestyrelsesformand eller direktør er direkte involveret i projektet og har ikke mulighed for andet end at lægge øre til jeres frustrationer. Jeg derimod har, som direkte involveret bygherre, mulighed for at få ændret på nogle forhold, hvis jeg får en henvendelse fra jer. De ting der har været en henvendelse omkring er alle blevet håndteret hurtigt herfra, men det betinger at vi får en direkte dialog og helst med en sober tone.

Og nu tilbage til projektet.

Tidsplan/status:

Projektet blev en anelse forsinket i starten og vi må også konstatere at en entreprenør ikke er bedre end de folk der er ansatte og det faktum at nogle arbejder skal laves to gange speeder ikke fremdriften op, men vi forventer stadig at være færdige med de væsentligste arbejder inden udgangen af 2020. Dvs. at der forhåbentlig kun vil være lidt interne retableringer, om noget, der skal udføres i 2021. Det forudsætter naturligvis at vejret ikke lægger hindringer i vejen.

Brandsmarkvej: Hovedledningerne i starten af Brandsmarkvej er endelig på plads og udgravningerne er fyldt op.  Der er også udskiftet en del af vandledning fra Sorø Forsyning til Bjernede vandværk for at sikre forsyningssikkerheden fra vandværket. Nu mangler stikledningen hen til nr. 8, samt den sidste stump ledning hen til stikvejen 11-21. Derudover mangler stikledninger og stikbrønde til ejendommene i starten af Brandsmarkvej. Disse arbejder pågår.

Pumpebrøndene på Brandsmarkvej 11-21 er ved at blive tilsluttet el-forsyningen. Efterfølgende skal kabler og trækrør nedgraves og der skal fyldes op omkring pumpestationerne. Herefter forventer jeg at stikvejen bliver endeligt retableret ligesom arbejderne internt på de enkelte ejendomme bliver retableret.

Der forventes udført asfaltarbejder på Brandsmarkvej inkl. krydset Brandsmarkvej/Bjernedevej i ugerne 42-43.

Bjernedevej: Der kommet lidt mere gang i lægning af hovedledningerne, efter at have lavet en strækning om, og de er nu fremme ved idrætspladsen. Gravning for hovedledningerne fortsætter et stykke endnu, men i uge 43 er det planlagt at de store sorte ledninger, som I sikkert har set ligge langs med vejen skal i jorden. Det skal foregå med en stor boremaskine. Herefter skal stikledninger og den sidste del af Bjernedevej udføres.

Asfalt på den næste del af Bjernedevej forventes udført i løbet af ugerne 43-44.

Bjernede Parkvej: Der er fuld gang i ledningsarbejderne på marksiden og her er hovedledningerne snart på plads. Herefter skal der laves stikledninger og parcelbrønde til de enkelte ejendomme på Parkvejs sydside.

I denne uge er gravearbejdet i selve Bjernede Parkvej påbegyndt. Ledningerne skal temmelig dybt i jorden, idet de skal føres helt frem til Bjernede Kirkevej, Ladefogedvej og frem til kirken. Der bliver en del trafikale udfordringer, specielt når der skal graves i Bjernede Kirkevej og vi må også her bede om jeres forståelse og tålmodighed.

Ladefogedvej: Jeg forventer at arbejderne går i gang sideløbende med arbejderne frem til kirken, men her mangler vi en udmelding fra entreprenøren.

Bassiner: Det sydlige bassin, samt adgangsvejen, står for tur hvorefter alle arbejder i det sydligste område er færdige. Det nordlige bassin mangler stadig en del.

Trafikale forhold:

Det er forhåbningen at Brandsmarkvej vil være åben for let trafik sideløbende med at stik og de sidste arbejder udføres. Det kan dog ikke garanteres. Vejen vil dog efter asfalt igen blive åbnet for normal trafik.

På Bjernedevej skal vi forvente en begrænsning helt frem til projektets afslutning. Asfaltarbejder udføres i etaper.

Der er stadig trafikanter, som har svært ved at nedsætte hastigheden. Jeg tænker at det er udefrakommende, men vil alligevel opfordre til at udvise agtpågivenhed og tage hensyn til både entreprenørens folk og hinanden.

Forældre på Bjernede Parkvej opfordres til at tage en snak med mindre børn om ikke at komme for tæt på maskiner og udgravninger.

Skip to content